Arbejdslivet er givende, men det kan også være hårdt
Jeg sender naturen en tanke, når jeg sidder på mit kontor
Ikke alle dage er ens, og heldigvis for det. Jeg ville ikke kunne bære, hvis denne dag skulle gentage sig. I dag har jeg haft for mange dårlige samtaler på jobbet omkring den grønne omstilling. Jeg mener nemlig, at vi kunne gøre mere på arbejdet. Der er bare alt for mange folk på mit arbejde, som ikke tænker på bæredygtighed.
Jeg var virkelig glad for, at jeg havde taget økologisk tøj på i dag, for det tjente til at illustrere min pointe. Jeg havde ikke blot signalværdi i form af bæredygtigt tøj på kroppen, men så meget mere end det. Jeg havde nemlig mine argumenter i orden. Så mange folk i min verden er alt for optagede af at optimere deres adfærd, hvad angår det strømlinede. De vil producere mere, skabe mere, men jeg vil skabe reel værdi og noget varigt, ikke blot en strømlinet tanke en eftermiddag.
En oplevelse ved kaffemaskinen
Lad mig fortælle jer om en vanskelig samtale
Vejret var nok ikke det bedste, men jeg var alligevel i godt humør, da jeg svingede mig op på cyklen og cýklede afsted på arbejde i morges. Da jeg var kommet ind ad hoveddøren på arbejdet, gik jeg som sædvanlig lige hen mod kaffemaskinen for at få min daglige morgensludder med nogle af kollegerne.
Da var det, jeg stødte på Lars Højgaard, og det ville jeg ønske, at jeg ikke havde gjort. Lars arbejder i marketing og er en af de mere højrøstede. Nu må I endelig ikke tro, at jeg har noget imod folk fra marketing, for det har jeg ikke, men det er blot sådan, at det er en stor del af deres job at tale, og de taler ofte virkelig højt ud i de åbne kontorlandskaber, som vi har herude på koncernen.
Jeg valgte som sædvanlig og som en selvfølge den økologiske og bæredygtige kaffe og så stod jeg der og drak kaffen iført min økologiske grønne bluse i bambus. Det var som en rød (grøn!) klud for Lars, som begyndte at referere til mig som hende klimatossen overfor de andre i vores fælles sniksnak. Den gik bare ikke her. Det er simpelthen for groft at kalde nogen for klimatosse, så det ville jeg ikke finde mig i. Derfor tog jeg fat i Lars og fortalte ham en ting eller to om den alvorlige klimakrise i et meget roligt, men dog vredt stemmeleje. Jeg valgte at tage den vanskelige samtale, og det virkede faktisk til, at han lyttede, så jeg havde en god fornemmelse af, at jeg måske havde vendt ham i en positiv retning mod en grøn omstilling. Desværre så hørte jeg at han hviskede ordet “klimatosse”til de andre, da jeg gik derfra, så det er fortsat meget op af bakke med Lars, men det betyder ikke, at jeg giver op, men jeg vil nok kæmpe andre kampe end lige den der med ham.