- Uncategorized

Rene vinduer ja tak!

Det er faktisk ikke så svært at få rene vinduer. Du kan faktisk med de rigtige redskaber og lidt øvelse opnå samme resultat som vinduespudseren. Tre ting skal dog være på plads.

1. Udstyret skal være i orden

“Aldrig gå ned på udstyret”. Sætningen tilskrives vist B.S. Christiansen, men det passer jo i mange situationer. Også når vi taler vinduespudsning. Du er halvvejs i mål med det rigtige grej. Ellers kommer du til at kæmpe forgæves i lang tid. Du skal anskaffe dig en indvasker, men en svamp eller blød børste er også udmærket.

2. Vinduespudsernes foretrukne middel

I stedet for at bruge penge på vinduesvask, så kan du lave en blanding som i mange tilfælde er det samme som vinduespudseren selv bruger. De fleste er nok næppe klar over at ingredienserne allerede findes i husholdningen. De (knap så) hemmelige ingredienser er: koldt vand, opvaskemiddel og salmiakspiritus. Denne blanding vil nemt kunne opløse skidt og film på vinduerne. Blandingsforholdet er kun vejledende, så tro ikke at alt er spildt hvis du ikke rammer mængderne præcist.

  • 5 l koldt vand
  • 1 spsk. opvaskemiddel
  • ½ hætte salmiakspiritus

3. Noget vand er bedre end andet vand

Det er klart for de fleste, at striberne skyldes kalken i vandet. Hvordan undgår man kalk? Det gør man på en ud af to måder. Den første er demineraliseret vand. Nej du skal ikke købe det. Især ikke hvis du har en kondenstumbler. Vandet du sikkert bare hælder ud, er nemlig blevet demineraliseret i tørreprocessen. Gem i stedet vandet til næste gang vinduerne skal vaskes. Hvis naboerne bliver nysgerrige over hvordan du får så flotte vinduer, så forær dem en dunk “tryllevand”.

Har man ikke kondenstumbler, så er her et andet fif til at fjerne kalk og mineraler fra postevand. Tilsæt en deciliter husholdningseddike til vandet og du vil opnå den samme effekt som med kondenstumbleren. Eddiken binder kalken og dermed forhindres den i at sætte sig som striber.